I dag udkommer “Bocuse – samlede opskrifter af Paul Bocuse”! Kogebogen indeholder 500 klassiske opskrifter af mesterkokken Paul Bocuse, som blev udråbt til århundredets kok af det amerikanske kulinariske institut i 2011. Den legendariske kok Paul Bocuse er autoriteten inden for klassisk fransk kogekunst. Han har vundet utallige priser og er manden bag adskillige bestseller-kogebøger. Nu udkommer “Bocuse – toute la cuisine de Paul Bocuse” for første gang på dansk.
I denne kogebog deler Paul Bocuse ud af 500 simple, franske opskrifter. Alle opskrifter benytter friske råvarer, som du kan købe hos grønthandleren eller i supermakedet. Kogebogen rummer alt fra supper til souffléer, så du kan altid finde en opskrift, der matcher, hvad du måtte have i dit køkken.
Bogen henvender sig til amatørkokken, der kan lide at lave god mad. Opskrifterne er designet, så de er lette at tilberede derhjemme. Men der er også masser af inspiration til den erfarne kok, for bogen lægger op til, at læseren selv kan fortolke og nytænke de ikoniske retter fra det franske køkken – det handler om madglæde og den gode smag.
Paul Bocuse er kendt som det moderne franske køkkens fader. Han har været den kulinariske ledestjerne gennem 45 år. Bocuse har haft tre Michelin-stjerner siden 1965 og modtog i 1975 “The Legion of Honor”.