Aalborg puster og stønner. Det går stærkt for byen, der er i fuld gang med at smide teenage-kappen og iklæde sig den unge mands sofistikerede vildskab. Der er plads til både tweedjakke og kondisko, store briller og fræk frisure. Væk med nedslidt tivoli, ubrugelig havnefront og spaltet image. Ind med Nordkraft, musikhus, Beerwalk og – nu også – Foodwalk.
Tekst: Dadi Halldorsson
Lørdag den 16.juni 2012. Vejrguderne puster også og stønner. Lidt i takt med Cuizine’ udsendte, der kommer cyklende hen til byens nye bud på et vartegn – havnefronten.
Dagen står på Foodwalk, hvor seks af havnefrontens restauranter byder på én udvalgt smagsprøve fra menuen. Foodwalk foregår samme dag som Regatta, så Limfjorden er fyldt med skibe i alle størrelser, aldre og afskygninger. Fjordens asfalterede front vrimler med store og små, mætte og sultne, danskere og turister, der spiser og oplever stemningen sammen med hinanden.
Foodwalk uden cykel
De deltagende restauranter ligger i rækkefølgen – fra øst til vest – Utzon, Elbjørn, Panorama, Fusion, Den Fede Ælling og Prinses Juliana. Det forekommer Cuizine’ udsendte meget logisk denne lørdag, at foodwalke sig efter samme række.
Cyklen stilles op ad Utzons gråbetonede facade, og hentes først, når mavesækken er fyldt op med forskellige gastronomiske indtryk senere op ad dagen.
Første stop Utzon
Første tanke – ’det er vistnok et pragtfuldt foretagende’. Arrangementet begynder kl. 12 og Utzons tapas-tallerken er en let og velpassende start på walk’en.
Der bliver budt på forskellige drikkevarer undervejs. Fra rødvin over snaps til øl og vand. Cuizine’ udsendte lader dog vinen ligge. Det gør de andre gæster tilsyneladende ikke.
Det bliver således mere festligt som tiden skrider frem, og gæsterne får mere og mere lyst til at dele begejstringen med hinanden – både med bekendte og ukendte sidemænd.
Det har i et stykke tid været muligt at komme på det såkaldte Beerwalk i Aalborg. Her er seks af byens barer gået sammen om at tilbyde halvstore smagsprøver efter eget valg til gæsterne. På den første bar køber gæsten en kupon og et mindre glas, som vedkommende tager med under armen til de andre deltagende barer.
Det er en alternativ måde at give byens borgere og gæster en glimt af den store helhed, fremfor at opfordre til en helaften på et og samme sted. Og det var netop tanken bag Foodwalk, som ifølge Lone Jellesen fra Elbjørn er kommet for at blive.
– Foodwalk er gået over al forventning og vi fik solgt næsten alle de tusind billetter, der var til salg. Det har været en kæmpe succes, siger hun.
Variation på havnefronten
Fire ud af de seks deltagende restauranter hører under det, som vel stadig kan betegnes som byens ’nye’ restauranter – Fusion, Utzon, Panorama og Den Fede Ælling. De to ’gamle’ er bådene Elbjørn og Prinses Juliana.
Variationen blandt restauranterne er stor, hvilket de denne lørdag ønsker at demonstrere med arrangementet.
– Vi vil gerne vise, at der er så mange forskellige restauranter på den nye havnefront, så man kan altid få sin sult dækket ind, uanset hvad man er til, fortæller Lone Jellesen.
Cuizine’ udsendte tænker tilbage på gårsdagens indtagelse af Big Mac. Den var vist ikke købt nede ved havnefronten, var den! Sagde hun ikke også restaurant?
Halløj skipper
Cuizine’ udsendte haster videre til næste stop – Elbjørn.
Variationen på havnefronten strækker sig over alle sanserne denne lørdag. For smagssansen går det fra asiatisk til sydeuropæisk og dansk. For synssansen mellem flydende og fastliggende spisesteder. Der er ingen musik, så høresansen må delvist ty til grædende børn og råb fra en række boder, tilhørende Regatta, mens de andre sanser kommer delvist i spil.
Elbjørn byder på Skipperlabskovs med rugbrød og fadøl. Velsmagende. Også uden dagens fadøl.
Idéen med Foodwalk fik netop ejerne af Elbjørn, ægteparret Lone og Carsten Jellesen, da de for to år siden i en Disney-park i Orlando oplevede, at kunne ’rejse’ mellem forskellige af parkens restauranter og smage forskellig slags mad. Og det syntes de, Aalborg havnefront skulle benytte sig af.
– Der er mange, der kommer her ned for at se og opleve havnefronten, men så drager de ofte videre ind i byen for at spise. Vi ville derfor med Foodwalk præsentere restauranterne og vise, at der er noget for enhver smag, siger Lone Jellesen. Ifølge hende er der også udsigt til mere samarbejde mellem restauranterne.
– Vi har ikke evalueret på Foodwalk endnu, men det ser ud til at gå over al forventning, så vi regner med at det bliver en tilbagevendende begivenhed.
I takt med vejrguderne
Tredje stop Panorama. Vejrguderne puster stadig og stønner, nu i modsætning til Cuizine’ udsendte, der stille og roligt betragter menneskemængden, livet i Limfjorden og de kulsorte skyer, der begynder at vrisse ad småfolkene nede på jorden. Den pludselige ændring i vejret ser ud til at knytte småfolkene ved Foodwalk endnu tættere sammen. De hygger sig, og de fleste har nu efterhånden været på 3-4 forskellige restauranter med tilhørende drikkelse.
Ingen er fuld. Ingen er ubehagelig. Vejret burde skamme sig, sku’ det. Efter et par kraftige skyl står menuen på hvidløgsristede tigerrejer på Panorama og sushi på Fusion, dagens fjerde stop. Køen til boderne, som er opstillet udenfor restauranterne, er blevet væsentlig længere. Ikke mindst ved Panorama og Fusion, hvilket delvist skyldes den overdækkede terrasse.
Ved femte stop, Den Fede Ælling, begynder det at regne igen. Meget. Rigtig meget faktisk. Ællingens blåmuslinger i sauce af fløde, hvidvin, pesto og en del andre ingredienser som værten kalder ’den hemmelige sauce’ indtages hurtigt og i læ af Limfjordsbroen.
Det er blevet tid til sjette og sidste stop ved Prinses Juliana. Mætheden trænger sig på, men da kokkene på dagens sidste stop byder på en lækkert anrettet tallerken med dildsyltet torsk med blomkålspuré, gøres der plads til endnu en anretning.
Gåturen tilbage til Utzon går forbi gæster, der stadig nyder dagens retter. Nogle af dem har fået en ekstra drik til deres ret. Det har Cuizine’ udsendte ikke. Cykelturen er dog alligevel tung. Det skyldes nok både regn og dagens gastronomiske indtryk.
Menuen:
Utzon
Tigerrejer marineret i citronolie med hvidløg & dild, Chorizzopølse, Lomo med soltørret cherrytomat balsamico & pinjekerner, oliven, grisinni og salat ayoli.
Elbjørn
Skipperlabskov m/rugbrød.
Panorama
Hvidløgsristede tigerrejer flamberede i pernod med champignonsauce. Bresaola fra italienske Valtellina.
Fusion
Sushi.
Den Fede Ælling
Blåmuslinger m/flødesauce.
Princess Juliana
Dild syltet torsk. Serveret med blomkålspure, syrlige blomkålsbuketter, røgede mandler, tørret rugbrød og dild olie.