Cuizine stiller skarpt på de nordjyske bryghuse som i dén grad har gjort sit indtog, og har givet os farvemæssig og smagsmæssig varieret fyldig skum på overlæben. Længe har pilsneren været vores foretrukne dagligdags øl, men efterhånden er vi begyndt at få øjnene op for de specielle øl. Disse øl bliver brygget og kælet om rundt omkring i nordjyske bryggerier, som alle har en fælles målsætning, nemlig at give vores smagsløg nye indtryk, noter og oplevelser.
Tekst: Thorbjørn Eriksen
Nibe Bryghus ligger på den smukke lystbådehavn og vil gerne genskabe den tradition at brygge lokal øl med en bred appel. Siden 2007 har Nibe Bryghus produceret deres traditionstro øl, men også specialiseret sig i at producere profiløl til forskellige arrangementer.
Signaturøl:
Bagbord, 4,7 %
Bagbord er en klassisk pilsner med ekstra humle. Den er brygget efter klassisk tysk tradition, men har dog fået et ekstra pift af engelsk og tjekkisk humle.
Vendsyssel – eller på latin Vendia, blev navnet på det bryghus som slog dørene op i 2006. Bryggeriet tager udgangspunkt i det gammeldags håndværk, som giver øllet dets gode smag.
Signaturøl:
Red Ale, 4,9 %
Vendias Ale er tydeligt inspireret af den tyske øltype altbier. Øllen er kobberrød og overgæret, smagen bærer præg af humle og frugt og er dejlig frisk.
Vi kan og vil selv – dette kunne godt have været mottoet for FUR Bryghus da det slog dørene op i 2004 i den gamle molerfabrik. Hele bryggeriet er bygget af lokale håndværkere for at give en gennemgående stemning af Fur. Alle FUR Bryggeris øl bliver brygget på furvand som giver øllet en helt særlig blød karakter.
Signaturøl:
FUR Frokost, 2,6 %
Dette er en overgæret øl af typen Pale Ale. Den har toner af karamel, hyldeblomst og citrus og har en bitterfrisk og sødlig smag som giver en velafbalanceret øloplevelse.
Thisted Bryghus blev stiftet i 1902 af Emil. Chr. Knudsen som var brygger, siden da har bryggeriet videreført håndværket og brygger som de selv siger ” egnens bedste øl ”. Thisted Bryghus var også de første med en økologisk øl, og har i dag et bredt økologisk sortiment i tidens ånd.
Signaturøl:
Thy Pilsner, 4,6 %
Denne øl er en klassisk pilsner som dog differentierer sig på den lange kolde modningsfase øllen har i lagertanke. Denne skønne pilsnerøl bliver også kaldt øllets champagne.
Efter 53 års pause genopstår Læsø Bryghus igen og brygger atter øl med stor omsorg og interesse. For brygmesteren er det en kunst at brygge øl med stor smag, og han anser at deres kunder som smagsdommere.
Signaturøl:
Porter, 8,5 %
En god kraftig sort øl. Den er brygget på forskellige malte og humler som giver øllen en god kompleksitet, husk ikke at serverer den for kold.
Restaurant Søgaard Bryghus er Aalborgs mikrobryggeri, der også huser en restaurant. Søgaards Bryghus er fordelt på to plan med restaurant i stueplan og bryggeri i kælderen. I bryggeriet har du mulighed for at følge brygprocessen. Søgaards bryghus er ejet af Claus Søgaard og hans kone Lisa Søgaard.
Signaturøl:
Klosterbryggen 5,5%
Denne øl er brygget med undergær og ved lav temperatur, som giver en renere smag. Den har en krydret duft af især humle og den søde karamelmalt. En øl med en rig, fyldig og mørk karakter, der går godt sammen med smagfulde kødretter og lette frokostretter.
Skagen Bryghus ligger i den gamle hyggelige maskinhal, som før hen sørgede for strøm til alle Skagens beboere. Dette er fortid, og siden 2005 har der stået et flot Kasper Schultz brygværk der brygger og skaber øl efter alle kunstens regler. Skagen Bryg er øl i særklasse og er brygget med varme, omsorg og sjæl.
Signaturøl:
Drachmann – Pilsner 5,0 %
Denne øl er Skagen Bryghus’ førstefødte og vandt i 2004 pilsner kategorien ved DM i håndbryg. En gylden og frisk pilsner, med frugtnoter fra den meget eksklusive Tettnanger-humle og middel bitterhed.