CUIZINE

Ny biografi om kokken Søren Gericke

image_23686

Han er blevet kaldt både gal, manisk og Danmarks største kok. En ny biografi fortæller historien om kokken Søren Gerickes liv og karriere, der har været en konstant rejse mellem rampelys og mørke. Gennem samtaler med Søren Gericke selv og personer omkring ham giver bogen et nyt billede af kokken, som af både medier og sig selv i mange år var gemt bag den speedsnakkende og lidt skøre facade.


Søren Gericke blev Danmarks første stjernekok for mere end 40 år siden. Som blot 26-årig fik han ansættel se som køkkenchef på datidens stjernehotel Hotel Plaza. Året efter blev hotellets restaurant udråbt til at være blandt Europas bedste. Det var første gang, Danmark kom på det gastronomiske verdenskort. 

Ved at kombinere råvarer og smage som aldrig set før, bragte Søren Gericke helt nye tanker og varer ind i vores køkken fra både Frankrig og Norden. Biografien GERICKE er derfor samtidig fortællingen om udviklingen i dansk gastronomi fra pulversovs i efterkrigsårene til levende myrer i nutidens verdensberømte Nordiske køkken. En af Danmarks mest erfarne kokke, Erwin Lauterbach, er ikke i tvivl om Gerickes helt unikke talent. 

”Søren er et talent, der kun bliver født en eller to af på et århundrede. Søren skal ikke hele tiden smage og prøve sig frem som os andre. Han kan se på et stykke kød eller en fisk, og så ved han præcis, hvor meget det skal have,” siger Erwin Lauterbach i dag om Søren Gericke.

Sanserne blev redningen
Bogen GERICKE beskriver Søren Gerickes opvækst og barndom, som bød på både flere skoleskift og indlæggelser for at få ro i sindet. Blandt andet har forfatteren af biografien, Niels C. Svanborg, haft adgang til et unikt kildemateriale i form af journaler med optegnelser og observationer fra Sørens indlæggelser som otteårig. 

Evnen til at bruge sine sanser blev redningen for Søren Gericke, der kun 14 år gammel blev smidt ud af skolen. Som 16-årig kom han i kokkelære, og ud af ingenting kom et lysende talent, da han bogstavelig talt fik smag for gastronomien. I 60’ernes Danmark var kokken ikke regnet for noget. Men pressen fik hurtigt øje på Søren Gericke, der blev Danmarks første kendiskok. Han delte vandene med provokerende udtalelser om alt fra sex til miljøpolitik, og senere har han både optrådt som skuespiller, tv-vært og endelig i reklamefilmene om produktet MESTERHAKKET, der siden har klæbet til ham. 

”S ørens liv drejer konstant i en ny retning. Omdrejningspunktet er hele tiden, at han vil udvikle og prøve nyt inden for gastronomien. Derfor er historien GERICKE også en historie om, hvad det koster ikke at følge strømmen. Søren kan ikke gentage sig selv. Der minder han meget om en kunstner. Men i både 60’erne og 70’erne er dansk gastronomi så langt tilbage, at han er alene om at udtrykke så meget i sin madlavning, som han gør. Derfor er det i virkeligheden kun ganske få i de år, der egentlig forstår Sørens tanker om gastronomien. Det har været hårdt,” siger Niels C. Svanborg.

En af de hårdeste omkostninger har været Søren Gerickes kamp mod depressioner og uro i sindet. Flere gange er han i sin karriere så langt nede, at det er umuligt at forestille sig, at han kommer tilbage. Men det gør Søren Gericke. Og hver gang med en ny udvikling.

”Der er utrolig mange, der har en mening og en opfattelse af Søren Gericke. Han er blevet kaldt, gal, manisk og forvirret. Og medierne har elsket billedet af den skøre kok. Men Sørens karriere og liv er et godt eksempel på, hvor dårlige vi ofte er til at ville forstå andre mennesker frem for at sætte dem i en bås. Vi sætter et stempel på frem for at forsøge at lytte til, hvad de har på hjerte. Derfor er det også symptomatisk for både samfundet og behandlingssystemet, at Søren først for alvor kommer videre, da han bliver set som Søren og ikke den skøre Søren Gericke,” siger Niels C. Svanborg.