CUIZINE

Så er der Rod i køkkenet på Kanal 5

Kanal 5 glæder sig til i efteråret at præsentere seerne for ”Rod i køkkenet”, et nyt underholdende madprogram med stjernekokken Thomas Rode i front. I programmet dyster to kendte danskere om at tilberede det bedste måltid mad, mens Thomas Rode kigger dem over skulderen – og smager sig frem til en vinder.

Thomas Rode, køkkenchef på Kong Hans og desuden kendt som fast kommentator på ”4-Stjerners Middag”, kan snart opleves i spidsen for sit eget program ”Rod i køkkenet”, hvor han både vil bedømme deltagernes kulinariske evner og dele ud af sine egne tips og tricks.

I ”Rod i køkkenet” inviterer Thomas Rode to kendisser ind i sit hyggelige køkken for at lave deres signaturret. Seerne kan blandt andre glæde sig til at se navne som Pia Allerslev & Michael Olesen, Annette Heick & Joakim Knop og Dan Rachlin & Mascha Vang udfordre hinanden ved komfuret. Undervejs stiller Thomas også små opgaver og tester deltagernes kulinariske paratviden – hvad er for eksempel en kulmule, og hvor meget fylder tre deciliter ris?

For Thomas Rode er det ikke mindst glæden ved at kunne gøre madlavningen derhjemme lidt sjovere, der igen får ham til at tone frem på skærmen:

”Hvis jeg ud af den erfaring, jeg har erhvervet mig gennem årene kan hjælpe folk med at gøre det lidt sjovere at lave mad derhjemme, så er jeg faktisk en glad mand. Jeg kender ikke nogen, der ikke bliver glad for et fif eller to og var meget positivt overrasket over, hvor glade seerne til ”4-Stjerners Middag” var for de små ’hands on’, vi lavede der,” fortæller Thomas Rode.

I løbet af programmet gør Thomas Rode sit bedste for ikke at hjælpe alt for meget, men det lykkes aldrig helt, så der falder masser af tips og tricks af til seerne. I sidste ende er det også Thomas, der med sine kyndige smagsløg afgør, hvem der har gjort det bedst og kan drikke champagne med Thomas, mens taberen må tage sig af opvasken. Og køkkenchefens opskrift på en vinderret er ikke så kompliceret:

”Jeg vil meget gerne have, at mine gæster smager på maden under processen og har hjertet med, når der skal kokkereres og i særdeleshed smages til. Som Erwin Lauterbach siger; salt og peber er det mindste, man kan forvente af en kok. Så den mest helstøbte ret, den der smager mig – om den er simpel eller kreativ – er den der vinder!” fortæller Thomas Rode