CUIZINE

Sæson Egholm Vestergaard

Egholm Vestergaard ligger som en perle midt i Limfjorden – fem minutters krydstogt fra Aalborg. Indehaver Holger Thomsen købte den firelængede gård på Egholm i 1992, og siden er der blevet lavet forbedringer og udvidelser i det, der i dag er et unikt sted for afholdelse af kursus, konfirmation, bryllup, firmafest og fødselsdag. De sidste to år er det Asta Thomsen, der har stået for den daglige drift af Egholm Vestergaard. I april bød hun og resten af Egholm-holdet velkommen til den nye køkkenchef Michael Dahl fra Restaurant Dahl i Aalborg. Her afslører han sine kulinariske hemmeligheder og fortæller, hvad vi kan forvente af Egholm Vestergaards sommermenu.

tekst Irma mujacic  foto Egholm vestergaard & jens morten

Smagen af grillMed sommeren kommer det varme vejr, og der er derfor masser af grillmad i vente. Også på Egholm Vestergaard er der sommer på menuen i form af grillet dansk kalvefilet. Og den skal ikke serveres med hvad som helst.”Til kalvefileten skal der serveres nye, dejlige danske kartofler. En af de ting, vi lægger mest vægt på, er at bruge friske, danske råvarer, og her er kartoflerne essentielle. Det er mad, vi kender og elsker,
siger køkkenchef Michael Dahl.Menuen hos Egholm Vestergaard er en stilfuld blanding af det danske og franske køkken, hvor der er kælet for detaljerne. Men menuerne tilrettes altid efter kundens ønsker, så alt fra grillstegt fasanbryst til lammemørbrad kan serveres i flotte anretninger.

Traditionsrigt grønt a la Egholm

Et af forårets helt store hits på menukortet har været asparges, der kommer frem efter den mørke vinter. Men den populære grøntsag kan sagtens fortsætte sommeren ud.

„Asparges er helt fantastiske, både til forretter og lette hovedretter. De kan tilberedes på utrolig mange måder. Jeg vil bruge dem til en cremet, grøn aspargessuppe med skaldyr eller fisk. Eller den kan hvidvinsdampes og spises som tilbehør til stegt fisk eller fjerkræ,” siger Michael Dahl.

Han har det med asparges, som han har det med en anden traditionsrig dansk råvare – blomkål:

”Begge er undervurderede i mange køkkener, for man kan lave de skønneste retter med dem. Blomkålen er især god om sommeren. Ikke på den tørre måde, vi kender, men for eksempel skåret ud i halvstore, grove stykker, som saltes og varmes i ovnen i 3-4 minutter. Derved beholder blomkålen stadig sin friskhed og smager utroligt godt. Man kan også koge den i fløde med lidt salt til og blende den til en helt glat puré.”

Sommerens frugtoplevelse

Vi forbinder alle sommeren med farverigt frugt og grønt, og især to slags er populære i den varme årstid.

”Vi kommer ikke uden om rabarber og jordbær om sommeren. Især jordbær er sommer. Hver for sig kan de bruges på mange forskellige måder, men de komplimenterer også hinanden rigtig godt. Jeg vil bruge dem som dessert i en lækker tærte, råmarineret eller som sorbet,” siger Michael Dahl.

 

Noget helt specielt

Egholm Vestergaard er meget mere end fantastisk gastronomi i hyggelige omgivelser. Egholm Vestergaard er omgivet af fantastisk natur og tilbyder længere ophold i form af lange weekender, miniferier, konferencer og meget mere til både private og erhvervskunder – og de har åbent året rundt. På gården er der 18 dobbeltværelser med eget bad og toilet, diverse konference- og mødefaciliteter med alt teknisk udstyr og bredbåndsforbindelse, lukket gårdhave, swimmingpool, spa, sauna, billard og opholdsstue i klassisk Chesterfield-stil med stor åben pejs. Desuden er der en stor vinkælder med et imponerende udvalg af kvalitetsvine til ”købmandspriser. For at komme til Egholm Vestergaard skal der sejles. Hver halve time sejler en færge fra Aalborg til Egholm og bringer dig på fem minutter til en harmonisk oase lige uden for det pulserende byliv.

En travl herreMichael Dahl har udover jobbet som køkkenchef på Egholm Vestergaard også sin egen restaurant og deli. I 2007 åbnede han Restaurant Dahl på Østerbro og driver desuden take away- og sandwichbiksen Dahls Deli.

9 Gastronomiske SKUD til michael dahl

Hvem er din yndlingskok?

Det er uden tvivl Paul Cunningham, som har restauranten The Paul i Tivoli i København. Hans smagssammensætning og anretninger er fænomenale. Han laver de flotteste tallerkener.

 

Hvad er det bedste gastronomiske råd, du har fået?

Punktstegning! Hvordan man steger kødet til perfektion og bearbejder det på den rigtige måde, så det bliver mørt og saftigt. Det gælder ikke kun bøffer, men også kylling, lam og generelt al slags kød.

 

Hvornår er gastronomi bedst?

Jeg elsker at spise på gourmetrestaurant. Ikke kun på grund af maden, men også stemningen, duftene og lydene – især når man er i godt selskab.

 

Hvornår er gastronomi værst?

Når pris og kvalitet ikke hænger sammen. Jeg har bestemt ikke noget imod at spise dyrt, så længe det ikke skuffer.

 

Hvad er gastronomisk forkælelse for dig?

Det kan være utroligt meget, men der er simpelthen ikke noget bedre end et godt dansk frokostbord. Jeg nyder at tage hjem til mine forældre til jul og påske, hvor der er købt ind til de store frokoster. Min mor laver super god mad, hvor det hele er lavet fra bunden. Jeg elsker generelt hjemmelavet mad.

 

Hvad har du altid i dit køleskab?

Jeg har altid mindst en slags ost i køleskabet. Lige nu er det en grøn basilikumsost, som jeg faktisk har taget med fra mors påskefrokost.

 

Hvad har du aldrig i dit køleskab?

Jeg har aldrig færdigretter derhjemme. Der er ingen grund til at betale overpris for noget, man kan lave selv – og endda billigere, sundere og meget mere smagfuldt.

 

Hvad er din yndlingsingrediens?

Helt klart smør – man kan bruge det til alt. Det er det mest essentielle i et køkken både til søde sager og til de salte. Det ville jeg være træt af at undvære.

 

Hvis du fik statsministeren på besøg her til sommer, hvad ville du så servere?

Jeg ville byde på en trerettersmenu bestående af fjordrejer med grønne asparges i variation med sauce vin blanc til forret. Til hovedret ville jeg servere grillet dansk kalvefilet med nydampede kartofler, marinerede sukkerærter, bagte radiser, stegte bøgehatte, blomkålspuré og kalveglace. Til dessert skulle han have rabarbersorbet, æbletærte og friske jordbær.

Om Michael Dahl

• Født i Koldby i Thy i 1982

• Har boet i Aalborg i tre år

• Gift med Malene

 

Karrieren i korte træk

• Kok på diverse caféer og restauranter i Århus (1999-2007)

• Udlært kok på Raadhuus Kafeen i Århus (2003)

• Åbnede Restaurant Dahl siden (maj 2007)

• Køkkenchef på Egholm Vestergaard (siden april 2010)