CUIZINE

TV2 og Coop – det skal være sjovere at spise sundt!

ØKO

Danskernes sundhed og madvaner bliver omdrejningspunktet for et nyt ambitiøst samarbejde mellem TV 2 og Coop. Det skal være sjovere at spise sundt.

Med dette udgangspunkt har TV 2 og Coop indgået en partnerskabsaftale, hvor Danmarks mest populære tv-kanal og Danmarks største dagligvarevirksomhed med 1200 butikker vil bygge bro mellem sundhed og velsmag for at inspirere til større madglæde i hverdagen.

TV 2 og Coop ønsker at vise danskerne, at god og lækker mad ikke kun behøver at være noget, vi spiser i weekenden, men at sunde og velsmagende retter sagtens kan forenes med en travl hverdag. På samme tid er ambitionen med samarbejdet at øge fokus på ernæring og positivt bidrage til danskernes generelle sundhedstilstand.

Samarbejdet kommer bl.a. til at omfatte forskning i opskriften på et sundere liv, nye varer på hylderne i Coops butikker, dialog med danskerne om mad med mere via digitale platforme og en ambitiøs relancering af TV 2s program ’Go’ appetit’ med kokken Claus Holm, som allerede er kendt af TV 2s seere og brugerne på go.tv2.dk, og ernæringsekspert Christian Bitz som værter. De skal sammen give danskerne inspiration til madglæde og konkrete løsninger til, hvordan hverdagsmåltidet kan blive et sundt samlingspunkt for hele familien.

Relevant for danskernes hverdag
For TV 2 handler samarbejdet med Coop ligeledes om at sætte sundhed og danskernes livsstil på dagsordenen – som i fx ’Go’ kur’, en ny dokumentarserie om stress og ’Riget live’, der i en række programmer fra slutningen af september dykker ned i lægernes arbejde med de mest almindelige folkesygdomme på Rigshospitalet i København.

Samarbejdet mellem TV 2 og Coop er en såkaldt AFP-aftale (Advertiser Funded Programming) og strækker sig i første omgang over et år. De nye udgaver af ’Go’ appetit’ forventes sendt på TV 2 fra februar 2015.